Ryan Hansen fra Børns Vilkår

Sammen med kollegerne fra Børns Vilkår vandt Ryan Hansen Fundraisingprisen 2019 for kampagnen Børnekaffe. Vi har talt med Ryan om kampagnen, det gode kommercielle samarbejde – og lidt om musik.

Hvornår fundraisede du første gang? 

“Jeg har selvfølgelig støttet ting, men jeg havde ikke beskæftiget mig med fundraising professionelt, før jeg startede hos Børns Vilkår (i 2016, red.).”

Hvordan kan det være, at du kom du til at arbejde fuldtid med fundraising?

”Jeg kom fra musikbranchen. Ikke så lang tid forinden havde jeg fået en søn, og arbejdet i musikbranchen kørte i et ekstremt højt tempo, og jeg var meget væk. Jeg var gået død i at lave en masse kommercielle aftaler og havde nogle gange svært ved at se værdiskabelsen.”

“Jeg havde ikke en klar idé om, at jeg skulle arbejde med fundraising, men en dag så jeg et opslag fra Børns Vilkår. Ærligt, så tænkte jeg først: ”Arh, ved du hvad..”, men ringede alligevel til Rasmus (Kjeldahl, red.), der er direktør, og snakkede med ham, og så syntes jeg, det lød super spændende. Jeg kunne mærke, at det var en kæmpe mulighed for at bruge min kommercielle viden og tilgang i en organisation, som ikke tidligere havde arbejdet så målrettet med det kommercielle – og så var formålet virkeligt, virkeligt fedt.”

Hvad gik din oprindelige betænkelighed på?

”Jeg var lidt bange for, om hverdagen ville blive for kedelig, og om rammerne for, hvad man kan, var meget snævre. Den betænkelighed blev dog rimeligt hurtigt skudt til hjørne, da jeg mødte folk og hørte, hvad man gerne ville.”

Så selvom der er lidt mindre fest og konfetti i fundraisingbranchen end i musikbranchen, så fandt du noget andet her?

“Man kan godt have bedre og federe visioner i en NGO, som ikke kun lyder spændende på overfladen. Sådan tror jeg faktisk tit, det er. Her kommer tingene indefra, mens de i musikbranchen kommer meget udefra og afhænger fx af, hvilke artister der lige kommer til landet. Det er to forskellige måder at arbejde på.”

Apropos konfetti: hvad er den største sejr fra dit arbejde med fundraising?

“Det har været spændende at se, hvordan Børns Vilkår som organisation har transformeret sig ved i mange afdelinger at tænke fundraising ind i deres arbejde og spørge sig selv: hvordan kan det her bidrage til, at vi også fundraiser?”

“På mit personlige område er det største, jeg har været med til, at lave Børnekaffe-kampagnen – uafhængig af om den vandt en pris eller ej – fordi den var så velintegreret på tværs af både Børns Vilkår, Circle K og bureauerne, der var med inde over. Jeg synes, den var gennemført og gennemtænkt på et rigtigt højt plan, og jeg har ikke før lavet noget, der fik så stor opbakning fra de mennesker, det berørte. Den levede bare på en rigtig fed måde, og den ramte alle de led, vi havde håbet på.”

“Man skal sikre sig, at alle i virksomheden kan forstå og mærke samarbejdet. Det er der, det virkelig skaber værdi.”

Hvad tror du var årsagen til, at Børnekaffe-kampagnen blev sådan en succes?

“Jeg tror, det skyldes, at man lykkedes med at forankre kampagnen sindssygt stærkt helt ude hos de ansatte på servicestationerne. Vi brugte energi på at lave indhold specifikt til dem. Vi lavede film om alt fra købssituationer, hvor jeg legede kunde og stillede alle de spørgsmål, som vi tænkte kunne blive relevante. Vi lavede også en motivationsvideo til dem med fodboldspilleren William Kvist, hvor han gav en motivationstale. Indholdet blev skubbet ud til alle Circle K’s ansatte i deres mobilportal. Det, tror jeg, gjorde en kæmpe forskel ude i butikkerne. De har virkeligt følt den. Med al respekt så er de jo vant til at arbejde med to-franske-og-en-coccio-kampagner, men her kom der pludselig noget, hvor vi virkelig havde fortalt dem en god historie om, hvilken forskel kampagnen kunne gøre: Hvis vi lykkedes, ville Børnetelefonens åbningstider udvides umiddelbart efter. Det, tror jeg, var meget konkret og let at gå til.”

Har du et godt råd til velgørende organisationer, der gerne vil lave succesfulde fundraising-partnerskaber med kommercielle aktører?

“For det første første skal man som organisation ikke være så bange for at lave de rigtige partnerskaber. Jeg tror stadig, ngo-verdenen skal vende sig til erhvervspartnerskaber. Man er bange for at blive for kommerciel. Det er med rette, men der er også eksempler på, at hvis man gør det rigtigt, så vil det ikke blive opfattet sådan af den almene forbruger, der kommer i berøring med samarbejdet. Det handler om ikke at være så bange. Selvfølgelig skal man tænke sig om, men man skal også turde tage nogle chancer.”

“Det andet er at fokusere på at forankre partnerskabet i alle led – både internt, men også i virksomheden, så det ikke kun er CSR- eller marketing-afdelingen, der berører det. Man skal sikre sig, at alle i virksomheden kan forstå og mærke samarbejdet. Det er der, det virkelig skaber værdi.”

Børns Vilkår vandt Fundraisingprisen 2019 for deres kampagne Børnekaffe. Her ses Ryan Hansen og holdet bag Børnekaffe-kampagnen ved prisoverrækkelsen.

 

Hvordan finder man det rigtige partnerskab? 

“Man kigger efter nogen, som man deler målgruppe og værdiset med. Der er altid nogen, der er mere oplagte end andre. Circle K er bestemt ikke en af de oplagte, kunne man argumentere for. Rent produktmæssigt, nej, så er Circle K ikke så relevant, men de definerede et CSR-område, de kaldte ”youth at risk”, og dem, der kommer på Circle K, er typisk familier eller folk 30+, som er på vej hjem fra arbejde til familien. Derfor vidste vi, at hvis vi kunne ramme dem med en kampagne, som er familie-drevet, og som har fokus på børn, så handler det ikke så meget om, at Circle K er en servicestation, men mere om at fange de mennesker, som kommer der, med en historie der er relevant for dem.”

Du er gået selvstændig for nylig. Hvad laver du nu?

“Jeg er gået tilbage til musikbranchen. Jeg har startet management op og har fire artister, og så prøver jeg at holde et ben i fundraisingverdenen. Jeg arbejder på et velgørenhedskoncept, hvor jeg trækker på både ngo- og musiksiden. Jeg prøver at lave den første uafhængige velgørenhedskoncert, hvor artisterne selv kan vælge en sag, der står dem nær, som pengene skal gå til. Artister bliver spurgt om rigtig meget, og derfor har min vision været at lave et koncept, hvor artisterne har medbestemmelse.”

Derfra hvor du står, med et ben i begge brancher, oplever du så, at fundraising- og musikbranchen kunne lære noget af hinanden?

“Musikbranchen kunne godt lære nogle ting af den mere menneskelige tilgang, man har i ngo-verdenen. Her er en værdiskabelse på et helt andet niveau, som bliver svær at kopiere, men der er også et andet fokus på de mennesker, der arbejder der, og dem, man hjælper.”

Du snakkede tidligere om, at ngo’erne med fordel kunne være mere modige, når det kommer til at indgå kommercielle samarbejder. Er musikbranchen mere modig?

“I musikbranchen kigger man meget på, hvad der performer lige nu på charts, og så prøver man at kopiere det. Det er noget af det, jeg kæmper for nu med nogle af de store aktører, som jeg arbejder med: at man sammen tør definere, hvad det næste nye skal være. Der synes jeg også sagtens, man kunne være mere satsende. Så faktisk minder brancherne måske lidt om hinanden på det punkt.”

Hvis du måtte tage ét album med på en øde ø, hvilket album ville du så vælge?

“Hvis det var næste år, jeg røg ud på den øde ø, så ville jeg nok vælge mit eget band Jungs album, som udkommer til næste år. Men eftersom det er ikke lavet endnu, tror jeg, jeg ville tage et album fra 2004, der hedder ”Trouble” med Ray LaMontagne med. Det er et album, der betyder meget for mig.”

Hvordan vil du helst selv betale dine medlemskaber og donationer?

“Jeg vil helst køre dem gennem MobilePay. Jeg synes, det er nemt og simpelt, og jeg bruger det ret meget alligevel i hverdagen.”

Hvis du her afslutningsvis tager et kig i spåkuglen, hvordan ser du så fremtidens fundraising? 

“Jeg tror, der er en kæmpe upside på digitalisering. Specifikt har jeg tænkt meget på digitalisering af landsindsamlinger. Jeg synes stadig, det er en god idé at gå rundt, fordi det giver en mulighed for at have en dialog med folk, men jeg har svært ved at forstå, at man holder fast i et stort system bag indsamlingerne med indlevering af penge bagefter, når størstedelen af den voksne befolkning har MobilePay. Jeg tror faktisk, det ville øge donationerne, hvis man tog et aktivt valg og virkelig satsede på det digitale frem for at opfordre til at gå ind og finde mønter.”

“Man ved jo også, at der er en stigende utilfredshed med facere, og der synes jeg, det bliver spændende at se, om man kan lave noget, der er mere effektivt digitalt. Så får man måske de rigtige medlemmer; måske får man en vækstkurve, der er fladere, men som er mere loyal og længerevarende. Jeg tror, der ligger nogle uudnyttede muligheder der, hvis man tør investere digitalt og indgå et godt samarbejde med et bureau, der vil være med til at optimere, hvordan man kan konvertere på alt det indhold, man kan lave online.”

Hvor digitalt modne er I?

Hvilke løsninger bruger andre velgørende organisationer?
Det har vi undersøgt!

Få den digitale modenhedsanalyse og bliv klogere på, hvilke løsninger de andre bruger. Hvad udfordrer, når vi tager de digitale briller på?

Du tilmeldes samtidig vores nyhedsbrev, så du også fremover kan holde dig opdateret på de nyeste trends og tendenser inden for fundraising. 

Vi målretter indholdet af nyhedsbrevet baseret på dit kundeforhold, email- og webadfærd og deltagelse i events. Læs mere i vores
Privatlivspolitik